80’er fest

En 80’er fest er en af de mest populære temafester overhovedet. Det skyldes uden tvivl, at de fleste voksne kan huske årtiet og alt det, som 80’erne havde at byde på. Mange er desuden opvokset i 1980’erne og har således gode barndomsminder om BMX-cykler, Commodore 64 og film som Tilbage til Fremtiden. Hvis du gerne vil holde 80’er fest, er du derfor sikker på engagerede og underholdte gæster, når du vælger dette årti som tema.

Her i artiklen har vi samlet alle vores gode forslag og idéer til din 80’er temafest. Det gør det nemt at planlægge din firserfest og giver dig måske ny inspiration til alt fra mad og drinks til udklædning og underholdning.

Kostumer til 80’er temafest

En vigtig del af en veludført 80’er temafest er udklædningen. Den er med til at føre både dine gæster og dig tilbage til årtiet, hvor nylon i neonfarver og jakkesæt i pastelfarver var højeste mode – og hvor håret var permanentet som en puddels pelspragt.

Du kan nemt finde tøj til din 80’er fest ved at gå en tur i den lokale genbrugsbutik. Selvom 80’erne ligger en del år tilbage, kan du nemlig stadig være heldig at finde elementer til dit firserkostume til få penge hér.

Som det gælder for de fleste modetrends generelt, er 80’er moden desuden dukket op fra det glemte dyb i det generelle modebillede, her 40 år senere. Du kan derfor også finde dele af dit 80’er kostume i modebutikkerne og på den måde møde op i modetøj og i stedet lade dit hår eller din makeup skille sig en smule ud.

For eksempel med en paryk med permanentkrøller eller ved at sætte dit hår i den velkendte ko-slik-frisure, som var 80’ernes mest populære frisure for både mænd og kvinder.

Du kan også klare et hele hjemmefra og finde kostumer til 80’er festen og alt det nødvendige tilbehør online her.

Underholdning til 80’er fest

Til en 80’er temafest kan selve stemningen, udklædningen og musikken være underholdende i sig selv. En endnu sjovere firsersteming får I dog, hvis der også aftenen igennem er mulighed for nogle forskellige aktiviteter.

Til fester i 1980’erne var limbodans en elsket selskabsleg. Du kan også arrangere en musikquiz om 80’ernes popidoler eller skabe en omgang hjemmelavet Lykkehjulet i ægte Michael Meyerheim og Kategorina-stil.

Underholdningen til din 80’er temafest kan derudover bestå af muligheden for at spille 1980’ernes populære brætspil: Mastermind, Scrabble eller Afrikas Stjerne. Måske kan du samtidig finde dine egne yoyo’er, Rubiks terninger eller måske endda din Amiga eller Commodore computer frem.

Mad til 80’er fest

Der er et væld af muligheder, når du skal finde mad til 80’er festen. Årtiet blev et, der var præget af netop private sammenkomster blandt venner, familier og naboer – og gerne med 3 retter. Derfor kom der masser af nye opskrifter til i 1980’erne og særligt af den nemme slags.

Når du skal finde mad til firserfesten, har du derfor en lang række forskellige ting at vælge imellem.

Til forret er den klassiske rejecocktail et ægte 80’er hit. Det samme er tunmoussen. Er du ikke til fisk og skaldyr, bliver forretten også klassisk 80’er mad, hvis du serverer hønsesalat på ananasring – eller tarteletter.

Når hovedretten skal på bordet, er 80’ernes megahit culottesteg med flødekartofler. Det samme gælder lørdagskyllingen flankeret af hasselback kartofler. Også lasagne, gullasch og millionbøf var på menukortet i 1980’erne.

Den klassiske 80’er dessert er trefarvet is eller islagkage. Også citronfromage eller en bananasplit sender tankerne direkte tilbage til årtiet, hvor E-numre var en del af fornøjelsen og økologi endnu ikke noget, man gik op i.

Drinks til 80’er fest

Når der skal drikkevarer i glassene, er nøgleordet farver. Hvem husker ikke de grønne og røde sodavand fra det lokale bryggeri – eller Thor pilsner og elefantøl. For ikke at nævne Jolly Cola!

Hvis du skal finde drinks til din 80’er fest, skal du derfor en tur i det lokale supermarked efter billige sodavand med smag af ananas og abrikos, samt de farvestrålende sodavand i rød, grøn og blå.

Også de forskellige drinks til din 80’er temafest kaster farver over festen. 80’erne bød nemlig på både den skriggrønne Pisang Ambon og den kølervæskeblå Blue Bols. Også drinken Tequila Sunrise er et levn fra 80’erne, ligesom den klassiske Filur og Brandbilen er det.

Derudover hørte også flasker med Malibu, Safari og Jägermeister til 80’ernes barskab, og derfor også til din 80’er temafest.